Lagotto  Romagnolo er en hund, hvis aner kan spores langt tilbage i Italiens historie.  Arkæologiske fund, primært gjort i det nordvestlige Italien, viser en forholdsvis lille vandhund med krøllet pels. Lagottoen menes at have udviklet sig fra disse hunde. Lagottoen identificeres først i historien i løbet af tidspunktet for Etruskerne i det 7. århundrede før Kristi fødsel. Der findes tegninger i etrusker byen Spina (beliggende i nærheden af det nuværende Ferrara) der klart skildrer scener fra jagt og fiskeri, hvor en hund meget lig vore dages Lagotto figurerer.

Efter etruskerne, kan man stadig finde beviser på denne vandhund først i den romerske og siden i middelalderlige periode i historien. Disse beviser findes primært lokaliseret langs østkysten af den italienske halvø, fra Ravenna i Syd, til Comacchio og Venedig i lavlandet, mod nord til Friuli og Istrien. I forbindelse med et bryllup i Kammer, et storhertug palads i Mantova, findes der et freskomaleri af Andrea Mantegna der er dateret 1456. I freskomaleriets nederste venstre hjørne er der en scene, som skildrer en hund identisk med nutidens Lagotto, stående bag fødderne af Marquis Ludovic III Gonzaga. Såvel i billedkunst og litteratur fra det 16. århundrede findes referencer til hunden med den køllede pels.Et billede fra omkring 1660 viser en perfekt udgave af en Lagotto der sad model, for "il Guercino" Giovanni Francesco Barbieri.

Først så sent som i 1970'erne blev Lagottoen genopdaget. En gruppe Romagnan entusiaster (Quintino Toschi, Prof. Francesco Ballotta, Dr. Antonio Morsiani og Lodovico Babini) besluttede at fastholde denne hund som en anerkendt race. I 1988 etablerede de en speciel klub (Club Italiano Lagotto). I 1995 efter mange års arbejde, blev racen officielt anerkendt af FCI . Lagotto racen er nu meget populær i mange lande. Den er i hurtig vækst og antallet af Lagotto hvalpe i Storbritannien, USA, Schweiz, Danmark, Norge, Finland, Sverige og Holland i kraftig stigning. Det faktum at Lagottoen som race har levet en stort set upåagtet tilværelse har betydet at racen idag er helt uspoleret af skiftende 'moder'. Racen har så at sige overlevet i en tidskapsel, og vore dages Lagotto er stort set uforandret i forhold til de førnævnte historiske referencer. Såvel den Italienske Kennel Klub som den Italienske Lagotto Klub bestræber sig på racen forbliver uspoleret og bibeholder sit rustikke særpræg. Dansk Lagotto Klub tilslutter sig disse bestræbelser og ønsket om at racen trods stigende popularitet forbliver uændret.